Viden om regnorme

Ved at lave småforsøg og studere ormene, kan I få en masse at vide om de interessante dyr.
regnorm

Regnormen er let at finde, for der er rigtigt mange af dem. Det er et held, for den er en af vores vigtigste nedbrydere og har en overordentlig vigtig rolle i naturen. De fleste børn synes den er spændende og nem at håndtere, og den er taknemmelig at fange, studere og holde i terrarie. Så hvorfor ikke se nærmere på regnormen?

Når regnormene får børn

En regnorm er en hermafrodit. Det vil sige, at den er han og hun på en gang. Det betyder ikke, at den kan få unger alene, men den er både han og hun, når den parrer sig. Ormene ligger helt tæt sammen og udskiller en slim fra bæltet, som bliver til en ring omkring ormene. Hver orm aflevere deres sæd i den anden orm og fortsætter som hunner. Sæden befrugter deres æg. Slimringen krænger de af, og den bliver liggende i jorden som en lille kokon med de befrugtede æg i.

Sortér regnormene efter hvem der har bælter (de kønsmodne orme), og hvem der ikke har. Hvem tror børnene er moren, faren og børnene?

Regnormen indeni

En eller to?

Hvis regnormen bliver skåret over, bliver den ikke til to orme! Kun forenden, der indeholder bæltet, har en chance for at overleve, hvis ikke der er hugget for meget af.

Skyl et plastikchartek og læg en regnorm ned i chartekket. Hæng det op på et vindue med tape, så lyset kommer ind bagfra og gennemlyser regnormen.

Sammen kan I nu observere ormens lange tarm i den bagerste ende. Samtidigt kan I også følge ormens bevægelser. Hvis I er heldige, kan I se den lave lort. Alternativt kan I dissekere en død regnorm, ved at skære den op hele vejen ned gennem kroppen.

Lyt til en regnorm

På alle leddene sider der fire små par børster, og det er dem, som regnormen bruger som ”fødder”. Den bruger dem også som modhagere, når en solsort forsøger at trække den op af jorden. Læg en af de lidt større regnorme på et stykke papir. Vær helt stille og lyt, om I kan høre regnormen bevæge sig? I kan også prøve, om I kan mærke børsterne ved at stryge regnormen fra bagenden hen mod forenden

Foretrækker ormene vådt eller tørt?

I en skotøjsæske eller på et andet afgrænset område lægges køkkenrulle eller papirservietter. Halvdelen gøres våde, den anden ende er tør. Hvor vil ormene helst være?

Regnormene ånder gennem huden. Hvis huden tørrer ud, kan den ikke ånde, og så dør den. Derfor vælger den at blive ned i jorden om dagen, med mindre det regner kraftigt. Så drister den sig op for at finde et nyt, godt sted at bo. Den kommer også gerne op om natten og leder efter visne blade, når det er mørkt, køligt og fugtigt.

Se regnormen arbejde

regnorm

Man kan også fylde et CD-plastikcover op med jord og lægge en orm i. Det kan både stå op, eller ligge på bordet. Nu kan I følge med i, hvordan den bevæger sig rundt i jorden og laver gange.

Hvordan bevæger den sig?
Kan I bevæge jer som regnorme?

Diskoorme

Læg regnormene på en let fugtig tallerken og spil jeres yndlingsmusik. Kan de danse? Kan I danse som regnorme? Husk at regnormene også får trætte ”dansefødder” og skal sættes ud igen.

Tegn regnormen

Tegn en af regnormene. Prøv sammen at tælle hvor mange ”led” den har og tegn det så på tegningen.

Kan man se munden i den spidse ende?
Hvor mange led har den?