Klassiske lege med et bi-tvist

Leg lege som børnene allerede kender - men med et bi-tvist
Spirer - Dorte Møller 2014

Leg: Dronens efterfølgere

I denne leg skal en fra gruppen føre an og vise de øvrige børn, indsamlerbierne, hvor og hvordan de skal samle nektar. Alle børnene står på en tæt række. Det som dronen gør, skal indsamlerbierne gøre efter. Dronen bestemmer fx, hvor hurtigt de skal flyve og hvorhen, hvor de sætter sig, hvilke træer de summer rundt om, osv.

Leg: Bidronningen siger

En fra gruppen skal være bidronningen, som bestemmer hvad de andre bier skal gøre. Når hun siger ”Bidronningen siger: saml nektar”, summer alle bierne rundt i området og lader som om de samler nektar ind. Når hun siger ”Bidronningen siger: pas æggene” vugger bierne nogle usynlige æg i favnen, og når hun siger ”Bidronningen siger: hold vagt” går bierne vagt på stedet. Hvis hun ikke siger ”bidronningen siger” foran, og en bi gør det alligevel, er bien ude af legen. Hvis en bi kommer til at gøre det forkerte, er han/hun også ude af legen.

honningbi

Leg: Alle mine arbejderbier kom hjem

Her skal ét barn være bidronningen, som står i den ene ende af legeområdet, og to børn skal være blåmejser, der vil æde arbejderbierne. Arbejderbierne står i den anden ende af området, hvor de er i sikkerhed, indtil bidronningen råber ”Alle mine arbejderbier kom hjem!”. Det gælder nu for arbejderbierne om at flyve hjem til boet så hurtigt de kan uden at blive fanget af blåmejserne på vejen. Når arbejderbierne når hen til bidronningen er de i sikkerhed. De der bliver fanget, bliver også til blåmejser, og legen fortsætter sådan indtil der ikke er flere arbejderbier.

Find selv på lege om biernes liv

Ofte når børn lærer noget nyt, bruger de det på eget initiativ i deres lege. Når en voksen deltager i legen, er der mulighed for at den voksnes viden om bier kan indgå i legen. Måske er I bier fra to forskellige bikuber der kæmper mod hinanden og vil stikke? Eller måske er I arbejderbier der slider med at holde bikuben ren, passe larverne og holde vagt? Kun fantasien sætter grænser.

 

 

Andre bi-relaterede aktiviteter
  • Find og genkend bierne
  • Små bi-forskere
  • Hjælp bierne
  • Lav selv bier
  • Leg jer til viden om biernes liv
  • Ro på med bierne