Hjælp bierne

Plant blomster og byg bibo for at tiltrække bier og lære mere om de summende dyr
Rødpelset jordbi

At bygge eller lave noget for at hjælpe bierne, er en god måde at inspirere børn til at føle sympati for bierne på. Behovet for mad, husly og vand er håndgribeligt og let for børn at genkende fra sig selv. Det skærper også børnenes fokus på de små summere, for hvornår kommer der mon nogen og bruger det, I har lavet til dem? Samtidig lokker det med tiden flere forskellige bier til jeres legeplads, og I vil få endnu bedre mulighed for at følge dem.

 

Aktivitet: Biernes yndlingsblomster 

Solitære bier

Honningbien lever i bifamiller på mange tusinde
bier, men det er langt fra alle bier der gør. De
fleste bier er solitære, dvs. at de lever alene. Det
gælder fx humlebier og jordbier

I kan hjælpe bierne ved at plante blomster til dem på legepladsen. I kan fx sørge for at plante blomster som blomstrer tidligt eller sent på året, så bierne også kan finde føde uden for sommermånederne. Derudover kan I plante blomster, der tiltrækker bierne med duft eller farve. Især er bier tiltrukket af blå, gule og hvide farver. Bærbuske, frugttræer, pil, lavendel og hvidtjørn er nogle af biernes favoritter. Urter som timian og salvie er også et hit. Et blomsterhav, hvor blomsterne står blandet og meget tæt, er guf for de små brummere

Andre bi-relaterede aktiviteter
  • Find og genkend bierne
  • Små bi-forskere
  • Lav selv bier
  • Leg jer til viden om biernes liv
  • Klassiske lege med et bi-tvist
  • Ro på med bierne

Aktivitet: Vand til bierne

Bier har brug for vand til deres hårde arbejde. Sæt et lavt vandbad frem til dem på jeres legeplads, så de ikke dehydrerer. Læg nogle sten i vandet, som bierne kan sidde på, så de kan sidde tørt og sikkert, mens de drikker. Et vandbad er generelt et godt samlingspunkt for insekter og andre dyr, og her kan mange forskellige dyr komme på besøg. Kommer der nogle insekter, I kan genkende?

 

 

Bibo

Aktivitet: Redested til enlige bier

De enlige bier er en stor gruppe af bier, som ikke bor i store samfund, med i stedet flyver rundt og lægger deres æg på egen hånd. Dem er der en hel del af i naturen, og de har enorm betydning for bestøvningen. I kan hjælpe de enlige bier ved at lave et bibo, så de har nogle gode steder at lægge deres æg. Der er flere måder, I kan lave et bibo på. I kan bruge hule bambusrør eller sivrør, klippe dem til, slibe enderne med sandpapir, og stikke dem stramt ned i en tom konservesdåse eller binde en snor om, så de er holdt tæt sammen. I kan også tage nogle gamle træstubbe eller træklodser og bore dybe huller i. Lav evt. hullerne i forskellige tykkelser, mellem 2-8 mm, så forskellige arter finder boet tiltrækkende. Det er derimod meget vigtigt, at rørene/hullerne er lange nok: mindst 15 cm. Længden er vigtig, fordi hun-æggende placeres bagerst i gangene, og man kan risikere at der kun udklækkes hanner, hvis gangene er for korte. Sæt boet 1-2 m over jorden, så lunt og tørt som muligt. For at bierne ikke får ødelagt deres vinger, skal I med sandpapir slibe rørenes ender, så de ikke river.

bibo træstamme

 

Aktivitet: Byg et Humlebi-bo

Humlebier bor tit i jorden, og i marts-april flyver humlebidronningerne ud for at finde et sted, hun kan starte sit nye samfund. I kan prøve at lave et attraktivt levested for et samfund af humlebier, ved at grave en urtepotte med hul i bunden ned i jorden. Den skal vende omvendt, så bunden flugter med jordens overflade. For at lokke en humlebidronning til, kan I lægge noget hø med musetis på ned i urtepotten. Det kan I sikkert få hos den lokale dyrehandler. Grav urtepotten ned et godt sted, hvor den skærmes for nedbør.