FriluftsRådet

Grønne Spirer

Ud i sneen

Klar til snevejr

En god kælkesæson er efterhånden en sjældenhed, så det gælder om at være klar, når de få gode snevejrsdage kommer. Børnene skal ikke snydes for de frydefulde sneoplevelser, hvor man gerne må være lidt vild.

Prioritering: Når sneen er der, skal I af sted, hvis I da ikke lige har en kælkebakke på legepladsen. Hav kælkene klar og prioriter personalekræfter, så I kan give børnene den særlige oplevelse. Gør forældrene opmærksomme på, at påklædningen skal matche, så barnet får en god tur.

Lad ikke sulten jage jer hjem, medbring madpakkerne. Er børnene varme af aktivitet, kan de godt sidde stille og spise et stykke tid. Men sørg for, at de ikke sidder for længe, hvis det er en rigtig kold dag.

Se på snefnug

Tag noget sort karton med udenfor en snevejrsdag. Prøv at fange snefnug. Kik så på dem i et forstørrelsesglas, snak om formen, tæl kanter, og prøv at tegne dem efter med hvidt farvekridt på farvet karton.

Vintermånederne og sundheden

Det er faktisk ikke muligt at give institutionsbarnet en sund hverdag med tilstrækkelig fysisk aktivitet uden at inddrage uderummet i stor stil hele året.
Vi har brug for lys og luft, og om vinteren tilbringer børnene alle lyse timer i institutionen fem af ugens dage.

Vintermånederne er derfor en vigtig udfordring, som stiller særlige krav til planlægning, forberedelse og ikke mindst børn og voksnes påklædning.

 



 

  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • Grejbankerne
  • Danske Naturparker
  • CO2 neutralt website