FriluftsRådet

Grønne Spirer

Vandhullet

vandhul-billede

Kombinationen af børn, vand og net er en sikker succes og en rigtig god oplevelse - den perfekte legeplads!

Der er intet som børn i fuld gang med at forundres og opleve dyrelivet under vandoverfladen. Den naturglæde, der opstår, er umiddelbar, let at gå til og dejlig at være med til som pædagog.

Når børnene får tid til at udforske søens dyreliv opnås en respekt for dyrene og deres levevis. De økologiske sammenhænge er lettere at forstå, når man med egne øjne kan se, hvor dyrene lever, hvordan de indgår i fødekæden, og hvor sårbare de er overfor miljøforandringer. For at forstå den verden vi lever i, er det nødvendigt at undersøge den.

Hvor finder I et godt vandhul?

Sandsynligvis kender I allerede et godt sted. Ellers kan I spørge i jeres kommunes miljøafdeling, fagfolkene kan sikkert anbefale jer et godt vandhul i jeres nærområde. Spørg ind til adgangsforhold og tilgængelighed. Tag hensyn til vanddybde og stejle skrænter og undgå vandhuller, hvor forurening eller spildevand er et problem - det gør det sværere at finde de spændende dyr. Tjek hvem der ejer jorden og spørg om lov til at færdes i området med jeres børnegruppe.

Hvad skal I bruge?

En tur til vandhullet behøver ikke være et udstyrsstykke. Faktisk er det eneste I har brug for nogle fangstnet, hvide beholdere, lupglas, skeer og en opslagsbog (evt. blot skitserne her på siderne). Hjemme i institutionen har I brug for et større akvarium til dyrene, ligesom I skal huske tætsluttende glas, hvis I skal fragte dyrene hjem.

Fangstnet og andet grej

Der kan købes flere forskellige typer af fangstnet, men tænk på børnenes mobilitet. Investér kun i grej børnene magter at anvende. De dårligste net er de billigste net. Enkle net med bambusskaft sælges tit under navnet "dafnie-net". En bedre kvalitet er fangstnet med aluminiumsskaft og en solid netpose. Endeligt er der "fangstsigter", hvor nettet er erstattet af en stålsigte. Disse holder godt og længe. Man kan selv lave et net af en køkkensi og et skaft.

vandhul-net

 

 

 

I skal have beholdere med til dyrene I fanger. Det er vigtigt at understrege overfor børnene, at alle dyrene er afhængige af vand - og skal forblive i vand, også mens de undersøges. Respekten for det levende er vigtig. De bedste beholdere til dyrene er hvide bakker eller tomme hvide isplastbeholdere. Det er en stor fordel at bakkerne er hvide, da det gør det meget lettere at se dyrene bevæge sig.

Lupglas findes i mange former - find en model som er tæt og kan anvendes til vanddyr. Beholdere med forstørrelse indlagt kan være svære at håndtere for de mindste børn, men de ældre børn vil med stor fornøjelse kunne nærstudere og forundres over dyrene helt tæt på. Almindelige spiseskeer er det allerbedste redskab til at flytte dyr fra hvide plastbakker til lupglas.

Der findes forskellige former for bestemmelsesduge i plast. Disse er tit utroligt svære at anvende for 3-6 årige børn. En opslagsbog med farvebilleder af ferskvandsdyr er mere handy at have med på tur.

1) Guldsmedens nymfe er et glubsk rovdyr

2) Vårfluelarverne bygger flotte huse af pinde, sten eller små sneglehuse

3) Vandkalven er en bille med et lidt underligt navn. Den kan transportere luft med sig ned under vandet, ligesom en dykker.

 

1.                                                             2.                                                          3.  

ndhul guldsmedenymfe                 vandhul vandkalvvandhul vårflue

 

 

 

  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • Grejbankerne
  • Danske Naturparker
  • CO2 neutralt website