FriluftsRådet

Grønne Spirer

På jagt efter påskeharens æg

Påsken er en kristen fest, som helt fra gammel tid har været forbundet med lam, harer og æg. Æg af chokolade er dog en ret ny ting, men farvede æg blev brugt helt tilbage i 1600-tallet, hvor man kan læse om dem i Leonora Christines beretning om sin fangetid i Blåtårn. Den gang farvede man æggene med naturfarver.

Æggene kommer fra hønsene. Men hvor kommer påskeæggene fra? I gamle dage fortalte tyske forældre deres børn, at det var påskeharen, der kom med de flotte farvede æg. For ca. 100 år siden hoppede påskeharen over grænsen til Danmark og begyndte at gemme æg til de danske børn også.

Tag ud i naturen og lad børnene lave pyntede reder af græs eller strå. Påskeharen lægger nemlig sine æg i en rede. Dagen efter lægger de voksne et hårdkogt pyntet æg i hver rede. Man kan f.eks. sætte et glansbillede på ægget som pynt. Hvert barn skal nu finde sin rede igen og smage påskeharens æg.

Hvornår er det nu, at det er påske?

Påsken falder altid første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det blev besluttet på et kirkemøde i Nicæa i år 325.

 

  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • Grejbankerne
  • Danske Naturparker
  • CO2 neutralt website