FriluftsRådet

Grønne Spirer

Anemonemænd og anemonekoner

Anemonerne blomstrer, før træernes blade er sprunget ud. Fra slutningen af marts og hele april er skovene hvide af anemonetæpper. En bedre forårsbebuder har vi ikke.

Aktivitet:  Anemonemænd og koner

Læg jer i anemonetæppet og lyt til et anemonedigt:

Anemone, lille kone, danser fin og let
Gennem skoven, med sin krone, hvid og gul og net
Nejer dybt og byder anemone-mand til dans.
Sammen tramper de så forår vågner her til lands.

Citeret fra hæftet "Blomsterrim" af Malene Bendix (Dansklærerforeningen, 2000)

Eller sid med anemonerne mellem jer og syng en anemonesang: Halfdan Rasmussens: "Ane lagde anemoner…" eller "Alle anemonemænd"

 

Aktivitet: Forårslys

Lig på ryggen på anemonetæppet og snak om hvordan lyset i skoven er nu, og hvordan lyset er når træernes blade springer ud. Hvordan er det om sommeren, efteråret og vinteren?

 

Aktivitet: Næste års anemoner er nede i jorden

Grav nogle anemonerødder fri og kik på dem. Faktisk er det ikke en rod men en "jordstængel" med små rødder på. Anemonerne hænger sammen, så mange blomster faktisk kommer fra samme plante. Derfor er blomsterne ens. Anemonens blomst får frø, som myrerne kommer til at sprede, når de vil spise dem.

 

Aktivitet: Anemoner har brug for lys

Pluk forårets grene og lad dem springe ud indendørs. Snak med børnene om, hvad der sker med anemonerne, når bladene springer ud på træerne. Tag på en ny tur i maj-juni, når bladene er sprunget ud og undersøg igen, hvor anemonerne er. Grav lidt i jorden samme sted som I fandt anemoner sidst. De små skud, der ligner knopper, vokser videre og bliver næste års anemoner.

 

Aktivitet: Anemoner har brug for vand

En lille fantastisk aktivitet. Pluk anemoner (eller vintergækker) og stil dem i vand med frugtfarve i. Sæt en streg på glasset, der hvor vandet når til. Snak med børnene om, hvad der sker i løbet af dagen. Hvordan får blomsterne nye farver?

 

 

  • Blå Flag
  • Grønt Flag - Grøn Skole
  • Grønne Spirer
  • Grejbankerne
  • Danske Naturparker
  • CO2 neutralt website